Med klud, pen, blok og blog

Med klud, pen, blok og blog

Om bloggen

My-pleasure.dk samler nogle af mine oplevelser og møder med personligheder og livsstil i bred forstand. Her er plads til drømme, store armbevægelser og til tider dekadent livsførelse - alt sammen serveret i øjenhøjde og med et glimt i øjet.

The Dinner Party IV – nu med fisk og efterfest

PindemadderPosted by Nicolai Klingenberg 12 Aug, 2009 18:51:06

Jeg undskylder med det samme, for denne posts titel er ikke helt korrekt. Den fjerde sammenkost i Dinner Party’ets tegn, hedder nemlig The Dinner Party IV - "Catch the Umami, og hvordan det hænger sammen, kan du læse om til sidst i posten, hvor jeg linker til den svært kompetente madblogger Bergholdt.

Nu med logo - sagerne tager fart.

Nå, men på lørdag går det løs igen, og jeg må ærligt lægge knolden på bloggen og stå ved, at jeg med uhyggelig stor sandsynlighed ikke får mulighed for at deltage til selve middagen – og det er så første gang, det sker. Til gengæld er der denne gang arrangeret virak og rammasjang efter middagen, hvor de bespiste gæster vil mingle stående (måske dansende) og med diverse champagneglas med dertilhørende indhold i hånden. Og venner af de inviterede må sågar slå et smut forbi efter nærmere aftale.

Sushi - fordi du fortjener det.

Det er Sanshin Sushi, der lægger rammer til vol. IV, og sørme om der ikke er blevet booket et særskilt lokale på 1. sal, hvor herlighederne begynder klokken 18.30. Jeg har selv haft en succesfuld middag på det frederiksbergske sushisted for år tilbage og endnu flere take-away oplevelser, da jeg selv huserede på 2000-egnen, men det er længe siden. Faktisk for længe siden.

Det er her, det sker - og fotoet er lånt fra www.sanshin-sushi.com

Men nu er det altså fjerde gang, at The Dinner Party løber af stablen, og selvom jeg jævnligt trykker hånd og samtaler telefonisk med arrangøren, bad jeg ham – Kristian Brask Thomsen – redegøre lidt for den videre udvikling. Og du må gerne læse med.

The Dinner Party vokser stadigt - hvor sætter du grænsen for tilmeldte?
Når en god del på forhånd ikke kender hinanden, mener jeg ikke, at en god vært bør omfavne mere end et middagsselskab på 25-30 gæster. Det går udover bordplanen, samtalerne og intimiteten som helhed. Men skulle jeg i fremtiden møde andre med samme karakter, som jeg selv, kunne man måske godt forestille sig en forsigtig udvidelse.

Hvad har deltagerne efter din opfattelse fået ud af The Dinner Parties indtil nu?
Udover særdeles gode middage i festligt selskab, har en stor del efterfølgende lavet forretninger, hvilket også var den oprindelige mission, da finanskrisen først viste sit mindre tiltrækkende ansigt. Herudover er en del nu blevet venner - også uafhængigt af mig. Middagene har så at sige skabt ringe i vandet.

Har du en langsigtet mission med den gode mad og de rare sammenkomster?
Jeg mener, det i sig selv er en fornem opgave at lave skønhedsmomenter for ligesindede og derigennem "hjælpe dem på vej" til at skabe fremtidige relationer. Samtidig giver arrangementerne mig også en mulighed for at fremhæve de samarbejdspartnere der, ifølge mig, står for høj kvalitet - heriblandt restauranter, hoteller og vinimportører.

Hvordan ser du konceptet udvikle sig fremover?
Bæredygtigt. Indtil videre har det været et halv-filantropisk foretagende i den gode smags tjeneste. Det vil det såmænd også være i fremtiden, i den form at mine gæster altid vil få en oplevelse, der nemt udkonkurrerer kuvertprisen. Øvelsen ligger i at flere samarbejdspartnere ser den langsigtede værdi i at være en del af The Dinner Party, da middagene hver gang samler varierende opinionsdannere indenfor "det gode liv".

Skal du med? Jeg ved, at der er to pladser tilbage nu og her, så det er da et forsøg værd – forhør dig på nedenstående epost adresse.

Tid og sted:
Sanshin Sushi, 1st floor Privèe, lørdag d. 15. august 2009, 18:30–02.00
Booking:
Kristian Brask Thomsen: socialconnector@gmail.com
Pris:
1.150 kroner pr. kuvert

Gadeplan hos Sanshin - Dinner Party deltagerne sidder på etagen oven over. Foto er lånt fra www.sanshin-sushi.com

Menu og vine
----------
Appetizers
Tsukemondo – diverse japaneske pickles. Edamame – soyabønner med havsalt. Wasabibønner.
Champagne Ployez Jacquemart Rosé, Brut Selection, Champagne, Frankrig
----------
Sashimi de Luxe
Shake (Laks), Maguro (Tun), Hamachi (Kingfish), Hotategai (Kammusling), Ise Ebi (Hummer), Kaki (Østers).
2006 Langhe Sauvignon, Bricco Rovella, Armando Parusso, Piemonte, Italien
----------
Spicy Hamachi suppe med shiitake & enoki svampeoup Fresh Rice Paper Spring Rolls med grillet kylling, grønsager,krydderurter og sweet/sour-chilli dip.
Kaiso Sarada – Mixed tangsalat.
2007 Riesling d’Alsace Grand Cru Kaefferkopf, Cuvée Nicolas, Domaine Martin Schaetzel, Alsace, Frankrig
----------
10 x Gourmet Sushi – Chéf’s Special Choice:
Sevruga Caviar med vagtelæg – Foie Gras med trøffel og Teriyakisauce Lynstegt Kingfish med hvidløg og lime - Snowcrab – Spider Roll – Dragon Roll Grillet okse med Yuza-marinerede løg – Sort & hvid-peberlaks med lime – Lynstegt tun med koriander og chili
2005 Paisajes V Valsalado Rioja, Spanien
----------
Japansk Tempura med tigerrejer, shiitake, sød kartoffel og sukkerærter.
Katzu Sticks med sprøde grønsgaer og kobekød de luxe.
2006 San Lorenzo, Etna Rosso, Girolamo Russo, Sicilien, Italien
----------
Japanese Style Tiramisu af grøn te tilsmagt med Sambuca.
2003 Chateau Haut Grillon, Sauternes, Frankrig

Og så var der lige det med Umami. Bergholt har formuleret en særdeles fyldestgørende redegørelse for begrebet umami. Du finder forklaringen her: http://bergholt.net/gastronomi/protosmag-japan-m%C3%B8der-europa/

Kort fortalt er umami altså ikke en smagsart eller smagspespektiv a la sødt, surt, salt eller bitter, men nærmere et fænomen, der bidrager til at afrunde, fordybe og perspektivere andre smage. Tak til Bergholt for udvidelse af horisonten.

  • Comments(0)http://www.my-pleasure.dk/#post99

Sommerens bedste rosé

PindemadderPosted by Nicolai Klingenberg 11 Aug, 2009 09:35:22

Det er nemt at blive fristet at kølige vine, når sommeren viser sig fra sin bedste side – både på terrassen, i haven, på udendørsbeværtningerne og blandt venner. Og hvem har sagt, det absolut skal være dyrt hver gang? Jeg har ikke, og selvom der har været liflige bobler af den dyre slags fra tid til anden, har der også været vine i den billige ende.

Efter en nylig visit hos Lars Andersson, som du kan læse mere om her http://www.my-pleasure.dk/#post13 (åh det er længe siden), blev jeg præsenteret for nedenstående rosé – der dog var fuld. Jeg nåede desværre ikke at forevige den fyldte falske, før den var tom – men nøj, hvor den smagte. Godt altså. Og af meget – skøn fylde og masser af smag, hedder det vist.

Helt tom, men rosé'en var på en liter og den fås til lige omkring 79 danske kroner. Inklusiv skruelåg.

Les Terrasses kan nydes på din egen terrasse. Godt fundet, Andersson.

Andersson, der ved et og andet om vine, og som oven i købet har levet af at rådgive folk om, hvordan man investerer i selv samme, har åbnet et sandt slaraffenland for vintilhængere for snart et halvt år siden. Devisen om, at der både skal være noget til hverdag og fest og til SU og velhavere, er ikke dum – og så kan du altid få et godt råd og et endnu bedre glas med hjem.

Tit forbi på www’en www.winetrader.dk, men kig fysisk forbi på Sølvgade 94 i KBK K.

  • Comments(0)http://www.my-pleasure.dk/#post98

Designers meet press dinner

PindemadderPosted by Nicolai Klingenberg 10 Aug, 2009 21:59:09

Modeugen er overstået, og der var nok af spændende sager at deltage i. En stram deadline på BE lagde dog lidt begrænsninger på udskejelserne, men jeg nåede forbi Gregersens event ”Designers meet press dinner” ved Gallery, som selv samme Gregersen står for.

Ready, set, egofoto.

Selv samme dag – og det var i torsdags – var BE nummer 79 netop landet hos landets bladpushere, og den timing var lige i øjet. Vi har nemlig en artikel med om Ann Wiberg og hendes modekonglomerat, der blandt andet tæller Trash-Couture og The Ballroom – og artiklen har kollegaen ASE i øvrigt skrevet.

Mandag bag Gallery - med mere.

Fashion øl fra støvlelandet. Egentlig en pilsner.

International gæst med hat - dansk arrangør med håndtegn.

Ved bordet sidder også en håndfuld venlige kvinder, og efter en kort præsentation viser det sig, at blandt andet frøken eller fru Wiberg, sidder ved min venstre side. Hun havde set omtalen selv samme dag, og nu viste det sig så, at de venlige geishaer, der bød velkommen, var ekviperet i hendes kreationer – pudseløjerligt sammentræf, og selvom jeg ikke skriver al verden – eller noget overhovedet – om kvindemode, er det for skørt ikke at nævne ”det”.

Ann Wibergs kreationer på geishaer, som bød venligt velkommen med samlede hænder og buk.

Enreahsieg (Geishaerne bagfra)

Rui Andersen Rodrigues Diogo og Mia Lisa Spon OKS (også kendt som) Spon Diogo.

Obligatorisk modemusik leveret af knappetrykkende ungersvend.

Efter endt middag med mere klinkede sprechstallmeister Gregersen i glasset og takkede for fint fremmøde. Herefter gik turen til Skt. Petri, hvor Heartbroken fashion week løb af stablen. Vogntøjet var dog med som bedre halvdel, hvorfor tilstanden var absolut ædruelig.

Flashman, discokugle og hej-hej attitude.

Ekstremt tætpakket Skt. Petri lobby med saunaklima, Scoop rekvisitter og Dior på vinduerne.

  • Comments(0)http://www.my-pleasure.dk/#post96

Forskud på modeugen – nu med velgørenhed

PindemadderPosted by Nicolai Klingenberg 24 Jul, 2009 16:42:28

I august omdannes hovedstaden til et virvar af kollektioner til ham og hende – og dem midt i mellem. Champagne og pindemadder blandes med kindkys og stående applauser til mere eller mindre succesfulde designere, og alt emmer af fashion baby. Sådan.

Med i modeugen følger et enormt udbud af fester og ballade – noget er tilgængeligt for alle, mens andet aldrig bliver offentligt kendt. Tunes Of Fashion bringer det bedste fra de andre store modeuger til Danmark, og alle er velkomne, hvis man lyst til at betale for at deltage. Og det har man måske i endnu højere grad, når en del af pengene går til velgørenhed, som i dette tilfælde er Red Barnet. Jeg har spurgt lidt ind til konceptet, og herunder kommer ”bagmanden” Peter Käehnes svar på tiltale.

Hvad drejer Tunes On Fashion sig om?
Tunes On Fashion går i år ud på at hylde dansk mode og musik, hvor vi i Danmark gør det rigtigt godt på begge fronter. Samtidig vil vi gerne give danskerne en oplevelse, man normalt skal til modeugerne i Paris eller London for at opleve – altså et stort ekstravagant modeshow der samtidig støtter en god sag. Modeugen er normalt lukket til fordel for pressen og branchefolk, og det er det vil laver om på her. Tunes On Fashion henvender sig til alle, der har lyst til at opleve en catwalk med et udpluk af de største danske designere. Vi elsker den danske modeuge, men vi følte at den store finale på ugen manglede, og det er den vi har skabt nu.

Hvor kommer ideen fra?
Konceptet bag Tunes On Fashion er taget fra ”Fashion Rocks” i London, der er et stort hit. Jeg så det på tv nogle år tilbage og faldt straks for idéen og den måde, man blander mode og musik på.

Hvad er din rolle?
Det er svært at sige, men først og fremmest er jeg vel det, man kalder ”Founder” eller ”CEO” – jeg arbejder med mange hatte på og sad de to første år alene med projektet, men der er så heldigvis kommet flere folk til, som nu hjælper mig. Hovedsagligt sidder jeg selv med booking, projektledelse, markedsføring og showproduktion, hvor jeg så har fået kompetente medhjælpere.

A word - eller banner - from the sponsors.

Hvor meget forventer I at hive ind til Red Barnet?
Det er meget svært at svare på, og da billetsalget ikke er afluttet, kan vi først sige, når arrangementet er veloverstået. Selve produktionen er en kæmpe omkostning, men vi håber på en stor hjælp til Red Barnet.

Hvordan kommer man så med, og hvad koster det?
Billetterne kan købes på Billetnet fra 550 – 950 kroner alt afhængig af, hvor godt placeret i salen man ønsker at sidde. Der er også VIP billetter til 1.200 kroner, hvis man vil sidde på første parket og samtidig få en goodiebag og fri bar til efterfesten på Hotel Skt. Petri. Alle billettyper giver dog adgang til efterfesten.

Hvad får man for pengene – udover en god samvittighed?
Man oplever det, som jeg vil kalde, det største modeshow i Danmark nogensinde. Jeg glæder mig personligt meget til at opleve designerne og artisterne på Det Kongelige Teater. Det hele bliver afviklet i ægte ”Oscar stil ” med rød løber og Camilla Ottesen fra DR som konferencier. ETP, der står bag vores lyd og lys, er de samme, som står bag Orange Scene på Roskilde Festivalen. Efterfesten er skabt af Dyrberg/Kern og bliver absolut en flot måde at afrunde modeugen på. Det er en kæmpe produktion og et must for modeelskere. Jeg mener selv, at Danmark er klar til et mode-gallashow af dette format, og billetsalget tyder heldigvis på, at jeg har ret.

Jeg ønsker Käehne rigtig meget held og lykke med projektet – og hvem ved, om der bliver mulighed for at dække eventen…

Køb og støt på linket herunder:

www.billetnet.dk/html/artist.htmI?l=DK&artist=TUNES+ON+FASHION

Og her kan du læse mere om Tunes:

www.tunesonfashion.dk

  • Comments(0)http://www.my-pleasure.dk/#post91

Spis og ballade med brødrene Berntsen

PindemadderPosted by Nicolai Klingenberg 21 Jul, 2009 22:08:57

Tag en masterplan – før den ud i livet, mød et bump på vejen, og fortsæt med et skuldertræk tilovers for fusentaster. Det er meget kort fortalt traileren til tvillingeduoens eventyr, der nu er blevet til en realitet. Alexander og Jonathan har fået deres helt eget sted – Berntsens Ballade – på Vesterbrogade 68, og her er så sandelig plads til både gourmet, overskud, overraskelser og overordentlig god stemning.

Du kan vælge i mellem bistromenuen og gourmetmenuen, og jeg var så heldig at havne i den øvre etage på ”Balladen”, hvor gourmeten lever sit eget liv. Inden det højere luftlag blev indtaget, var det fortovsstolene der lagde ben til en snack og liflige bobler. Og snacken er naturligvis hjemmegjort – ikke noget med ligegyldige poser, der tømmes i fine skåle – og dyppelsen i bunden er naturligvis hjemmerørt.

Mums med snacks - serveret på tønden. Ja, altså vintønden.

Dogme/håndholdt menu eller aftenens program om du vil. Jeg ville.

Brødrenes roller er i øvrigt – kort fortalt – således, at Jonathan (giver aldrig op, men) styrer køkkenet, mens Alexander er den vinkyndige qua sin uddannelse som sommelier. Resultatet er skønt. Eller nok nærmere fantastisk, og om det skyldes, at de to er nært, nært beslægtet, skal jeg ikke kunne sige, men jeg var absolut imponeret og blev overrasket på smagsfronten, hvor jeg i særdeleshed husker lammefileten med små skovjordbær, men også isen af gedemælk med blandt andet tomat, chokolade og basilikum udvidede min spæde, men stadigt voksende gourmethorisont.

Bioliotekslignende stemning, men restauratørerne gjorde bøger til vin.

Den blå Keld fås er brødrene efter sigende de eneste, der skænker i landet.

Prisen? 700 kroner for syv retter og firehundrede kroner for 4 retter i ”gourmeten”. Dertil kan du vælge en vinmenu til henholdsvis 350 og 700 kroner. Alt i alt fine priser – og i bistroen kan du nuppe en klassisk BB (Bouef Béarnaise) til 185 kroner.

Brask. Nu med klud og blazer i karraffelland.

Der er også lige det med den fabelagtige storytelling – flere af ingredienserne stammer fra brødrenes egen nordsjællandske egn, hvorfor gourmetmenuen også bærer undertitlen ”Min mors have – og lidt til”. Skulle mor være den bedste i verden, må hendes have vel være af samme kaliber.

Service på vej til øverste etage.

Svært mæt blogger med mellemtræt klud.

Find drengenes gruppe her www.facebook.com/group.php?gid=143042295028.

GOURMET MENU
--------------------
"Min mors have - og lidt til"
Rød kammusling, syltede gule kirsebær og blommer, blomster, urter, kaffe, "havregrød" og jord.
2002 Clos du Tue-Boeuf, Touriane, Frankrig.

"Klassisk på ny"
Babyblæksprutte fyldt med braiseret oksekød, spæde strandurter og brødskum.
2007 Belondrade y Lurton, Rueda, Spanien.

"Gammel med sprød"
Stegt kalvebrissel, Ron Zacapa 23 anos, karry, kapers og blå kartoffel.
Almecenista Olorosso, Bodegas Lusfau, Spanien

"En hyldest til lammet" x 2
Pocheret lammefilet med jordbær, radiser, skalotteløg og urter fra skovbunden.
Braiseret bolle af lammebov, malt, gulerods jûs, parmesan, hvidløg, små rødbeder, mandelmasse, tørrede frugter og confiteret lammetunge.
2006 Torbreck "The Steading", Barossa Vally, Australien.

"Tomatsalat"
Gedemælks-is med timian og honing på sprød chokolade, tørrede nicoise oliven, sne af gedeost, tomat piri piri, croûtoner, basilikum og varm olivenolie.
2007 Château de Passavant, Anjou, Frankrig.

"Jerez i Danmark"
Citronpume på daddelpuré, yozocreme, lakrids/hvid chokolade, ristede kakaobrud, valnødder, citronconfit og rød sisho.
Pedro Ximenes, Fernando de Castilla, Spanien


  • Comments(1)http://www.my-pleasure.dk/#post90

Brunch til den lykkelige ridder

PindemadderPosted by Nicolai Klingenberg 13 Jul, 2009 16:14:43

Lad mig venligst få lov til at slå et slag for Rider Lykke på Skovriderkroen (ja, begge er med et d), hvor jeg netop er blevet bespist til den helt store gourmetmedalje. Bag stedet står et par venner – henholdsvis fysisk og ejerskabsmæssigt, og jeg lægger gerne hovedet på bloggen og blokken, når jeg skriver, at der ikke er tale om venskabelig omtale med en twist af skulderklap. For Rider Lykke er godt. Herregodt faktisk.

Kig til køkken, kok og nybagt brød. Se i øvrigt de fine lofter med ditto lysekroner.

Med hyldest, hurra og en god portion nytænkning er det danske køkken i fokus på restauranten – det kan være i form af smørrebrød, sprængt kalvebryst, skinketerrin af dansk sommergris eller den store gourmetbrunch, som jeg blev præsenteret for – og mæt af.

Taget i en tom vinkel - jeg kom også udenfor brunchtid, men ved ankomsten var stedet så godt som fuldt. De stemningsskabende platter matcher både borde og stole.

I stedet for en traditionel tallerken med kedelig røræg, cocktailpøller og lignende, serveres brunchen som tre retter, og alt har fået et løft opad på den gourmet’ske stige. Hvad siger du for eksempel til en hjemmelavet koldskål med müesli de luxe, hvor skønne bær og græskarkerner er en del af indholdet?

Smuk, frisk og velsmagende anretning i fornem skål.

Eller et æg i cocotte, som smiler delikat fra sin lille skål, mens en lækker pølse med dertilhørende bacon frister på træspyd? Og jeg kunne blive ved – så det gør jeg. Hjemmebagt bagværk af alskens karakter, leder tankerne hen på ferie med bedsteforældrene, der i den grad vidste, hvordan et rugbrød skulle bages – og det ved staben på Rider Lykke så sandelig også.

Arne Jacobsen bestik, alskens pølser, oste, hjemmelavet nutella med mere.

Nostalgien spiller i øvrigt en ikke uvæsentlig rolle på Rider Lykke – danske årsplatter på væggene går hånd i hånd med Royal Copenhagens nyere porcelæn fra Elements-kollektion, mens det hele bringes til munden med Georg Jensen bestik med Arne Jacobsen signatur. Gumpen hviler stiligt i Papyrus stole fra italienske Kartell – i øvrigt designet af brødrene Ronan og Erwan Bouroullec – og udenfor kan du nyde sol i Kartell’ske havemøbler. Ude er i øvrigt et godt sted at nyde gourmetbrunchens dessert, som bestod af lune vafler og hjemmelavede flødeboller – og lune vafler er så afgjort noget, vi kan lide…

Stole, gæster og hyggelig atmosfære. Måske Rocazino skulle give en sommerkoncert på Rider Lykke en sensommeraften?

Grundet et lettere hovedpine blev delikate bobler indeholdende alkohol udskiftet med den verdenskendte læskedrik Coca-Cola, men næste gang vil jeg så afgjort sætte prikken over i’et med et glas af førstnævnte – det hedder trods alt ikke gourmetbrunch for sjov.

Nyrestaureret Skovrider med fine møbler og flot anlagt terrasse.

Sig Kartell til din udeservering, og tilsæt herlige vafler med hjemmelavede flødeboller og et par lækre blåbær med mere.

Besøg Rider Lykkes hjemmeside her www.riderlykke.dk – men jeg anbefaler nu engang, at du lægger vejen forbi i virkeligheden.

  • Comments(1)http://www.my-pleasure.dk/#post87

HUSH-HUSH – nu med min kreativitet

PindemadderPosted by Nicolai Klingenberg 09 Jul, 2009 18:21:46

For omkring en uges tid siden – ok to så – gik det løs på Hotel Skt. Petri. Det var alle tiders arrangør Christoffer Glud Grønlund, der endnu engang havde samlet kunst, kreative, musik, drinks og halløj under en og samme hat. Mindst lige så alle tiders fotograf, Mads Damgaard, havde på en tur til det store æble (ja, New York), skudt en række billeder, som han ville udstille. Jeg fik den ide, at det kunne være en fest at sætte ord til hans billeder – og det gjorde jeg så.

Jeg så på hans fotos, lod fingrene taste og resultatet blev ganske opfindsomt – men også udstillet sammen med billederne. Og der blev solgt en del. Resultatet kan du se herunder – og hvis du vil købe et eller flere, kan du jo bare skrive til fotografen på mail@madsdamgaard.com.

Glud Grønlund er i øvrigt på vej til Korea, hvor han vil hellige sig studierne, men han varsler også events og halløj under de koreanske faner.

Cross-check and report. De er lige ved at lette. Et par hundrede sådan cirka. Et par par. Et nyforelsket par. Og otte par der vil være gået fra hinanden inden fem år. Men de ved det ikke endnu.
En vil dø, to vil være utro. Førstnævnte begge dele – men uden sammenhæng. Flyet hedder i øvrigt det samme som to af passagerne – Sigrid. Kvinderne kender ikke hinanden, men vil komme til det i NYC.
Sigrid I vil nemlig møde Sigrid II på en natklub, hvor de falder i snak, efter de genkender hinanden fra flyet. Det kunne være begyndelsen på et livslangt venskab, hvis Sigrid II altså ikke er den førstnævnte fra tidligere.
Sådan er livet bare af og til.

Han har ventet på den i flere måneder. Men han ved, den er lige om hjørnet, for han har tracket sin pakke på nettet. Han ved faktisk, at den er i New York, og kunne han bare komme ind på området, ville han selv hente den, men sikkerheden blev strammet ultimo september 2001. Han er dog tålmodig, for denne gang vil 11. september ligne en børnefødselsdag. Han har det hele planlagt. Sammen med andre. De lader som ingenting. Det sker nemlig lige om lidt – og de ved, de ikke er under observation. De eksisterer nemlig ikke på papiret eller i systemet.
De er under observation. Har været det længe. Og de bliver taget lige om lidt. Han er nemlig en del af de andre. Og har altid været det. Han ville være have været skuespiller, men slog aldrig igennem. Nu er han parat til at slå de andre ihjel, hvis de ikke makker ret.

Hun er en outsider blandt veninderne – i hvert fald når det kommer til shopping. Hun har en form for mani, men hun ved den er penge værd. Hun arbejder lige der. I Swatch. Og hun har samlet lige siden, hun overtog søsterens første Swatch ur. De andre drømmer om et Rolex, men hun har to perler i sin samling. Prototyper. De er mere værd end en Daytona i rosegold. Stykket. Hun spottede dem straks. En mand kom ind. Var arrogant. Brokkede sig over, at uret blev ved med at gå ud trods hyppige batteriskift. Det var en fabrikationsfejl – og det er guf for samlere. Hun sælger dem i næste uge. Pengene bruger hun på endnu flere ure – og også af den sjældne slags. Men altid fra Swatch.

De havde været i Central Park. Det er to dage siden. Sneen var lige faldet. Aktierne ligeså. Men de var ligeglade. De havde hinanden. Og det har de stadig. Og deres børn. De har sat forventningerne ned og lysten til at leve op. De er en uknækkelig trio. Kernefamilien. De gik ud af parken. Han havde sne på skoene. Han bankede dem venligst af, inden de tog hjem i taxaen. Den sne, han bankede af, sidder nu i hjulkassen ved baghjulet. Den smelter snart, men den husker faktisk. Sneen altså. Og de tre der smed den i hjulkassen var så rare.

Den tredje spids. Det var den, de begge rørte samtidig og aflagde deres løfte. Det var i 1999. Hvis ikke de var blevet gift, ville de mødes her og give det, der egentlig bare var en flirt, en chance. Der er to uger til nu.
Han er gift. Men ulykkelig. Han var nemlig ikke til fyre alligevel. Og familien slog hånden af ham. Protesen har han dog lært at leve med. Den anden han glæder sig til at se, om ham den første ser lige så godt ud som dengang. Den anden er nemlig 100 på, at han kommer. Det gør han bare ikke. Den første har nemlig taget en beslutning. Og glemt alt om tiårsdagen.

Let’s keep it simple, sagde han dengang. Assistenten tænkte ja, hvorfor ikke, når nu dine kone er det. Assistenten lærte aldrig at bryde sig om navnet New Yorker – eller chefen og dennes kone. Nu er han heldigvis videre. Han blev nemlig frelst. Det er i hvert fald, hvad han siger, når han gør sit bedste for at hverve nye medlemmer til sekten.

Om seks timer går pæren ud. Men der går en uge før den bliver skiftet. Hun er nemlig ny i jobbet og skal lige lære parken at kende. Hun har allerede lært at spotte de faste i parken. Joggeren. Hundelufteren. Bumsen. Og bossen. Han har for længst også set hende, men han lader sig ikke mærke af det. Udadtil. Ingen af dem ved dog, at de ender sammen. Hun kommer til at leve i sus og dus resten af livet. Uden parktjansen som hun ellers var ganske tilfreds med. Hun bliver også accepteret i familien. Men der bliver tale om særeje.

Det var en bestillingsopgave af den utraditionelle slags, men Dollars er Dollars, så han tog den. Han tænker aldrig over, at Dollars også var en tv-serie, hvor hende den lækre fra parallelklassen var lige ved at få en birolle. Det ved hun kun selv, men har aldrig sagt det til nogen. I stedet lever hun højt på sin værtsrolle i et tv-shop show, alt imens han spekulerer over, om ham HC Andersen mon kommer og godkender hans værk.

De overvejede om gardinerne skulle med, men de nye lejere var jo så søde, så de lod dem være. De hænger der endnu. Også selvom de nye for længst er flyttet. Og blevet gamle. Stof af ældre dato kan bare ikke sammenlignes med det nye. Dengang kunne man lave noget, der holdt i årtier.

Fisk. De er lige der i vandet. Fatter ikke al verden, men svømmer i bobler, mens ham på 45. etage bobler i sin champagnekoger fra dagen derpå. Han vil om en uge opdage, at dillermanden lægger sig syg, men hun var det usikre skrald værd. I Moskva sidder hun og gnider sig i hænderne, som er fyldt med knitrende dollars. Dillerkonen er dog syg. Og hun ved det.

What a beautiful view. Look at the lava colored horizon! It reminds me of…. Luk nu røven.

  • Comments(1)http://www.my-pleasure.dk/#post84

Dinner Party III – My French Connection

PindemadderPosted by Nicolai Klingenberg 25 Jun, 2009 11:34:53

Intro a la Champagne Brût Rosé fra Moët et Chandon og hjemmelavede kanapeer.

I lørdags stod menuen endnu engang på fin spise, håndtryk, vino, håndtryk med mere, efter Kristian Brask Thomsen havde strikket endnu en fin oplevelseskreation sammen. Morten Bech Køster lagde komfur og lokaler til, og det ganske store selskab indtog det afsidesliggende og hyggelige Chambre Separée, hvor fem retter og vine blev nydt.

Flinke gæster.

Veldækket bord med malplaceret ringeaggregat.

Herlig duo i form af zebrastol og Brask Thomsen.

Efter kort introduktion fra stort set alle, blev der budt til bords. Dialogen var hurtigt i gang og undertegnede blev kun tysset på en enkelt gang af en sød tjenerinde, da hendes kyndige kollega skulle servere og introducere rødtungefileten, som var anrettet på en fræk Silvan-platte (en glasbyggesten). Til havets sprælske fætter blev der suppleret med haricot verts, skalotteløg, sorte trøfler og chardonnay-vinaigrette.

Kokkekunst og madskribent Mette.

Pocheret æg med svampe à la Soubise, hvide asparges, syltede morkler og Sauce Bearnaise.

Tilfreds arkitekt Hougaard og vin i glasset.

Med egen udgang til gaden var der rig mulighed for at strække ben, nyde tobak og frisk luft, hvilket resulterede i dialoger med andre end sidemanden M/K, og der blev ligeledes byttet plads under middagen – uden nogen som helst form for relation til hverken stoledans eller running dinner.

Dansk kalv med skvalderkål, ragout af kalvelår, grov pommes puré, karotter og løvstikke, der ikke stak.

To telefonsælgere.

Godtfolket rundede af med bønnebryg og sidevogn i form af kaffe og avec, og vi var restaurantens sidste gæster. Langt de fleste tog turen videre ud i det københavnske natteliv, hvor beværtninger af forskellig karakter fik aflagt et besøg.

Klingenbær. Eller Jordbær, blåbær og brombær à la Romanoff om du vil.

Brylcreme med omvendt ordstilling og mindre slåfejl.

Det var vistnok den største samling folk til dato, og populariteten spreder sig med hastige skridt. Næste restaurant er ved at være på plads, og der vil være plads til endnu flere folk – og Dinner Party IV løber i øvrigt af stablen til august.

Mr. Visit Denmark a.k.a. Jesper med borddame.

Kontakt sprechstallmeister og levemand Kristian Brask Thomsen på socialconnector@gmail.com, hvis du vil sikre dig en plads til august arrangementet.

  • Comments(1)http://www.my-pleasure.dk/#post80

Værelse 606 med mere

PindemadderPosted by Nicolai Klingenberg 25 May, 2009 14:06:41

For et par dage siden – sådan cirka – var jeg inviteret til en rejse tilbage i tiden, til de højere luftlag og til gourmetspise. Triosammensætningen fandt sted på Radisson Sas Royal i Hammerichsgade, hvor skønt vejr gik hånd i hanke med et spændende selskab, som bestod af eksisterende såvel som nye forbindelser med relation til finere spise, rejseliv og livsnyderi.

Aftenen blev skudt i gang i det legendariske værelse 606, som også går under navnet Arne Jacobsen Suite. Hotellet med de 22 etager stod færdigt i 1960 efter fire års intenst byggeri, og Arne Jacobsen havde haft en finger med i spillet i samtlige af hotellets rum og værelser, og faktisk var Jacobsens verdenskendte klassikere, Ægget og Svanen, særligt designet til hotellet. Værelses 606 står som det gjorde den gang – med originale møbler, gardiner og badeværelser, og værelset kan i øvrigt bookes og bruges som de resterende.

1960 anno 2009 - de lækre snacks er dog af nyere dato.

En tidslomme med legendarisk design - værelse 606 er synonym for Arne Jacobsen.

Roserne var fløjet ind fra Eucador, hvor John Nevado driver Nevado Roses, som leverer prisbelønnede roser til blandt andet finere hoteller.

I anledning af sammenkomsten, som kosmopolitten og skriverinden Mia Ljungberg Nevado havde taget initiativ til, var der bobler i glasset og tårnhøje, friske ecuadorianske roser til at pirre smags-, duft- og synssans. Efter mingling med mere, gik turen til øverste etage, hvor restaurant Alberto K og køkkenchef Søren Selin ventede med seks, fantastiske retter og ditto vine.

Et godt bud på Købehavns bedste udsigt finder du på Alberto K.

Med en udsigt over København, Øresundsbroen og Sverige var rammerne mere end på plads og alt fra tuntatar til jomfruhummer, vagtler og vildt med friskreven trøffel sendte smagsløgene til tælling på fineste vis.

Friskrevet trøffel på vildt.

En efterfølgende night cab blev nydt i lobbybaren, hvor visitkort og håndtryk blev udvekslet i takt med potentielle tiltag blev planlagt…

Tak til alle involverede for en herlig aften.

Book overnatning på www.royal.copenhagen.radissonsas.com - book spisnig på www.alberto-k.dk.

  • Comments(1)http://www.my-pleasure.dk/#post74

No 1 del 2

PindemadderPosted by Nicolai Klingenberg 18 May, 2009 11:50:46

Jeg har været endnu et smut forbi No 1 i Århusgade, hvor en uformel forretningsmiddag løb af stablen på en maj-torsdag. Alle tre involverede var i automobil, men det gjorde bestemt ikke oplevelsen dårligere eller saucen ringere.

Mens vi venter - menukort og tomme glas bliver snart afløst...

Denne gang var det Á la carte menuen, der blev udgangspunktet for måltidet. Blandt forretterne faldt jeg for følgende beskrivelse: Stegte kammuslinger serveret på fin pure af kartoffel med hummer skum & kartoffel chips. Kammuslinger er og bliver en af mine favoritter fra havet, og jeg blev alt andet end skuffet, men sidemandens friske asparges med blandet andet kørvelvinaigrette fik det også til at løbe mig varmt ned af ryggen.

Til hovedretten faldt trioens valg på steak med skøn bernaise og pommes, der var anrettet som fikst tårn. På tallerkenen fandtes i øvrigt også velsmagende skalotteløg, men et glas på sidelinjen indeholdt lækker salat.

Hånden til højre vil have mere bearnaise - noteblok og pen ligger parat ved siden af hovedretten.

Ingen dessert i denne omgang, men til gengæld herlig kaffe og et velafsluttet møde med gode fremtidsudsigter.

Der anrettes og kokkereres.

Morten Bech Køsters restaurant findes stadig på Aarhusgade 1, 2100 København Ø, samt på den virtuelle side www.no-1.dk.

  • Comments(0)http://www.my-pleasure.dk/#post70
Next »